KAKISPACES
UNDA
Projekt: Restaurant, lounge, bar, selskabslokale, orangeri | Sted: Horsens havn, DK | m2: 900
Ansvar: Konceptudvikling, design og art direction
Entreprise: Delentreprise
Omfang: Udvikling af et nyt restaurantkoncept med ambition om at flytte rammerne for den klassiske restaurantoplevelse og skabe et hus, man kunne bruge og opholde sig i på tværs af restaurant, café, bar og events. Opgaven omfattede bl.a. navn, logo og visuel identitet, rumdesign, print og digitale flader, service, tjenertøj, menu, musik og events.
ET HUS MAN BLIVER I
UNDA udfordrer forestillingen om, hvad en restaurant kan være. Her er måltidet ikke hele oplevelsen, men en del af et hus, man kan blive i og lade tiden gå i. Inspirationen kommer fra hotellets frihed og feriens mere ubundne rytme, hvor man ikke nødvendigvis skynder sig videre, når kaffen er drukket eller middagen er slut. En kaffe kan trække ud, middagen kan glide over i cocktails, og besøget kan skifte karakter undervejs. Konceptet er skabt til netop den bevægelse og til en mere fri måde at være gæst på.
ET STED MED INTERNATIONAL UDSYN
Ambitionen var at skabe et sted med internationalt udsyn og en tydelig egen karakter på Horsens Havn. Et sted på kanten af byen, der kunne være med til at trække liv mod havnen og bidrage til områdets udvikling.
Kravet var en gennemgående høj komfort og et højt kvalitetsniveau, hvor oplevelsen, som rummet tilbyder dig, altid er den centrale.


EKLEKTISK STIL I RÅ RAMMER
Stilen er eklektisk og udfolder sig i en nordisk og rå arkitektur.
Kombinationen af mønstre, stilarter, farver og materialer samt den høje kontrast og taktilitet giver huset et komplekst, autentisk og sjælfuldt præg.

1. SAL
Første sal er skabt til livets store begivenheder, fra bryllupper og fødselsdage til firmaevents og særlige arrangementer. Orangeriet, selskabslokalerne, den lille bar og terrassen gør det muligt at lade festen skifte karakter undervejs.
En velkomstdrink kan begynde i orangeriet, middagen fortsætte i selskabslokalerne og aftenen glide videre til cocktails på terrassen. På den måde bliver rummene en aktiv del af oplevelsen og giver festen sin egen rytme og dramaturgi.
Belysningsdesignet skaber en oplevelse af et rum, der funkler, og understøtter en markant overgang fra dagtid til den magiske atmosfære om aftenen.














